De psykiatriske særforanstaltninger
Det sker kun yderst sjældent, at sindssyge eller mentalt retarderede idømmes almindelig straf. Den absolutte hovedregel er anvendelse af en særforanstaltning, jf. straffelovens § 68. Dette betyder for eksempel, at en gerningsmand, der var sindssyg på gerningstidspunktet, men ikke er sindssyg på undersøgelses-/domstidspunktet, vil kunne blive idømt en psykiatrisk særforanstaltning.
Ifølge § 68 er der dog mulighed for, at en person omfattet af § 16 bliver fundet skyldig og straffri, men uden at han idømmes en særforanstaltning. Det hedder i § 68, at retten kan: “… træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige”. Det er enkelte gange – i tilfælde af mindre alvorlig kriminalitet – set, at retten ikke har idømt en særforanstaltning, f.eks. fordi gerningsmanden er blevet rask. Det normale vil dog i disse tilfælde være, at anklagemyndigheden undlader tiltale.
Som anført kan også ikke-sindssyge i visse tilfælde blive idømt en psykiatrisk særforanstaltning (§ 69). Ved anbefaling af en særforanstaltning vil man for denne gruppe typisk lægge vægt på, at der er et behandlingsbehov, og at den sigtede er behandlingsmotiveret.
Dom til anbringelse
Dom til anbringelse betyder, at den dømte indlægges på en psykiatrisk afdeling, hvorefter den pågældende ikke kan udskrives, før retten giver tilladelse til det. Overlægen bestemmer, om den dømte skal være på åbent eller lukket afsnit, have terrænfrihed osv., og overlægen kan i begrænset omfang give tillladelse til udgang fra hospitalet. Statsadvokaten, evt. Justitsministeriet, kan give tilladelse til yderligere frihedsgoder.
Sindssyge, som skønnes at være meget farlige for andre mennesker, kan dømmes til anbringelse på Sikringsafdelingen.
Dom til psykiatrisk behandling på et hospital for sindslidende indebærer, at den dømte indlægges på psykiatrisk afdeling, men herefter er det afdelingen (overlægen), som selvstændigt tilrettelægger det videre behandlingsforløb og eksempelvis bestemmer, hvornår patienten kan udskrives. Patienten (og afdelingen) er efter udskrivelse forpligtet til at bevare en ambulant kontakt, indtil retten afsiger kendelse om ophævelse af foranstaltningen.
Denne foranstaltningsform er ofte ledsaget af tilsyn af kriminalforsorgen, hvor den psykiatriske afdeling varetager den psykiatriske behandling og kriminalforsorgen varetager social støtte mv. Hvis der er behov for det, kan overlægen sammen med kriminalforsorgen bestemme, at den retspsykiatriske patient skal genindlægges (her gælder psykiatrilovens bestemmelser om tvangsindlæggelse altså ikke).
Dom til ambulant behandling
Endelig kan der anvendes dom til ambulant behandling (evt. med mulighed for indlæggelse). Denne foranstaltningsform er ligeledes hyppigt kombineret med tilsyn af kriminalforsorgen.
Hvis observanden findes skyldig i alvorlig (dvs. personfarlig) kriminalitet vil den idømte psykiatriske særforanstaltning være tidsubestemt, dvs. den vedvarer, indtil retten ophæver den. I andre tilfælde vil retten fortsætte en længstetid for varigheden af den idømte psykiatriske særforanstaltning, typisk tre eller fem år. For foranstaltninger dømt efter § 69 (de ikke-sindssyge) – og for denne gruppe anvendes typisk dom til behandling eller dom til ambulant behandling – skal der af retten fastsættes en samlet længstetid for eventuel indlæggelse, typisk et år, som dog kan forlænges.