Indikation for mentalundersøgelse

Ifølge Rigsadvokatens meddelelse om psykisk afvigende kriminelle vil mentalundersøgelse være indiceret i følgende tilfælde (se meddelelsen):

1. Hvis sigtede tidligere har modtaget psykiatrisk behandling, eller der i øvrigt kan være grund til at formode, at sigtede er sindssyg eller mentalt retarderet, jf. straffelovens § 16.
2. Hvis der i øvrigt, f.eks. på grund af de strafbare handlingers art og/eller grovhed er grund til at formode, at sigtedes mentale tilstand afviger fra det normale.
3. Når kriminalitetsbetingelserne for anvendelse af forvaring efter straffelovens § 70 er opfyldt, herunder f.eks. gentagen voldtægt, røveri mv.

Denne opregning er ikke bindende og ikke udtømmende.

Også i andre tilfælde kan mentalundersøgelse efter en konkret vurdering være formålstjenlig. Det gælder f.eks. med hensyn til a) lovovertrædere, hvis kriminalitet må antages at være begrundet i, at stof- eller alkoholmisbrug har ført til alvorlig psykisk forstyrrelse, b) unge lovovertrædere, som frembyder tegn på psykisk afvigelse eller mental retardering, hvis der er spørgsmål om anvendelse af ubetinget fængselsstraf, og med hensyn til c) lovovertrædere over 60 år, der ikke tidligere er straffet, og nu sigtes for en overtrædelse, der skønnes at ville medføre ubetinget fængselsstraf, hvis der kan være grund til at formode, at kriminaliteten står i forbindelse med en aldersbetinget sjælelig svækkelsestilstand.

Mentalundersøgelse i praksis

Alle mentalundersøgelseserklæringer – og også andre typer af retspsykiatriske erklæringer – udarbejdes af speciallæger i psykiatri.

Hovedparten af undersøgelserne (dvs. af varetægtsarrestanter og af sigtede på fri fod) gennemføres inden for seks-otte uger.

Ved udarbejdelse af erklæringer medvirker socialrådgiver, og der foretages ofte en psykologisk undersøgelse. Det er psykiateren, der tilrettelægger undersøgelsen ud fra en vurdering af, hvad der er klinisk relevant, og det er psykiateren, der har ansvaret for erklæringens konklusion.